Afføringsændringer / LARS

Afføringsændringer, i fagsprog kaldet LARS, ´Low Anterior Resection Syndrome´, dækker over afføringsgener og inkontinens for luft. Eksempler på afføringsgener kan være afførings-inkontinens, hyppig afføring, problemer med at tømme den nye endetarm og kort varsel inden man skal på toilettet.

Symptomerne optræder hyppigt efter operation for endetarmskræft. Op mod 40 % har behandlingskrævende gener efter operationen og risikoen er større, hvis man inden operationen er blevet forbehandlet med stråleterapi mod knuden i endetarmen eller man har haft en komplikation efter operationen som har givet en infektion eller byld i operationsområdet.

De fleste, som får fjernet hele endetarmen med en ny forbindelse imellem tyktarm og lukkemusklen vil også få en midlertidig stomi. Det er først, efter at denne (LINK) stomi er opereret tilbage, at man oplever symptomer.


Behandling af LARS

Hvis du er generet af LARS, er der flere behandlingsmuligheder. Det er derfor vigtigt, at vi i efterforløbet får kontakt med hinanden og får talt om problemerne. Der kan godt gå lang tid mellem de planlagte (telefon)konsultationer, så ved væsentlige gener, må du gerne ringe til os. 

Alle der er opereret for endetarmskræft får i efterforløbet en tid hos vores specialuddannede sygeplejersker i LARS-ambulatoriet.  Sygeplejersken vil her i første omgang vejlede dig om minimering af generne. Hos mange mindskes symptomerne ved at regulere afføringens konsistens med medicin og kosttilskud, samtaleterapi og rådgivning. Vi kan hjælpe langt de fleste patienter med LARS på denne måde. Nogle patienter kan lære at skylle tarmen (irrigation) og derved opnå færre gener i løbet af dagen, andre kan have effekt og gavn af at få indopereret en lille pacemaker, der kan være med til at styre afføringen (sakral nerve stimulation). Der er dog desværre en lille gruppe af patienter med vedvarende invaliderende symptomer, for hvem anlæggelse af en permanent stomi er den bedste løsning.

Scroll til toppen