Præhabilitering

Præhabilitering

Det kræver både fysisk og mental energi at gennemgå en kræftoperation, og i nogle tilfælde vurderer vi, at man bedre kan overleve en operation uden større mén, hvis man gennemgår et struktureret forberedelsesforløb – præhabilitering.

I tilfælde af blodmangel, fysisk svækkelse eller fejlernæring, vil det ofte være en fordel at udsætte din operation i omkring 4 uger, for at optimere din almentilstand med henblik på at få et godt forløb omkring operationen.

Tiltagene kan indebære behandling af blodmangel med intravenøst jerntilskud som foregår på vores sengeafsnit og tager knap 2 timer. Et andet kan være at du skal deltage i et træningsforløb for at forbedre din fysiske form og det kan være kost-/ernæringsvejledning for at undgå vægttab og øge kroppens helingsevne.

Ved sådan en samlet indsats inden operationen har vi dokumenteret, at vi nedsætter din risiko for langvarig indlæggelse, alvorlige komplikationer og genindlæggelse efter udskrivelsen. Med andre ord forbedres chancen for at du kommer godt igennem forløbet.

Hvis du skal gennemgå et præhabilitering-program, tilstræber vi at fastsætte en operationsdato allerede ved din forundersøgelse i ambulatoriet.

Scroll til toppen