ERAS

Operationsforberedelse og indlæggelsesforløb (ERAS)

På vores afdeling har vi arbejdet ud fra ERAS-principper siden 2004. ERAS står for ´Enhanced Recovery After Surgery´ og betyder frit oversat til dansk ´at komme sig hurtigt efter en operation´. Det består af en række tiltag før, under og efter din operation, som tilsammen mindsker kroppens stressreaktion i forbindelse med kirurgi. Grundelementerne i ERAS er de samme som da principperne blev defineret og beskrevet af Professor Henrik Kehlet for omkring 20 år siden, men flere finjusteringer og optimeringer er tilføjet siden.

Vi tager udgangspunkt i dig som patient, og tilrettelægger et optimeret forløb både før, under og efter din operation. Resultatet er et forløb med kort indlæggelsestid, mindre risiko for komplikationer og større velbefindende for dig. Mange af principperne i ERAS gennemgår vi nedenfor.

Gensidige forventninger

For dig betyder ERAS, at vi har særligt fokus på information, ernæring, smertebehandling og mobilisering (”komme ud af sengen”). Vi har en forventning om, at du deltager aktivt i dit eget forløb og at vi sammen bringer dig godt igennem.

Når der ved forundersøgelse i ambulatoriet er truffet beslutning om at du skal opereres, bliver du informeret af en læge og en sygeplejerske. Du taler med en anæstesilæge, som forbereder dig til bedøvelsen. Når du forlader vores ambulatorie, får du skriftligt informationsmateriale og en videre plan for dine aftaler hos os med hjem.

Der er vigtigt for os, at du er velinformeret og kan få svar på dine spørgsmål. Derfor bliver du inviteret til vores ”Patientskole”, som er et fælles informationsmøde for de patienter der skal opereres samt deres pårørende. Her gennemgår vi forløbet og der er mulighed for at stille spørgsmål både i fælles forum og individuelt. I forbindelse med at du møder op til ”Patientskolen”, gør vi dig endelig klar til din operation. Såfremt du skal have anlagt stomi, kommer du til at tale med en stomisygeplejerske. Inden du går hjem, aftaler vi hvornår du skal møde op til din operation. Det afhænger bl.a. af om du skal have udrenset tarmen inden operationen.

Indlæggelse og forberedelse

Du skal møde på afdelingen om eftermiddagen/aftenen før eller om morgenen på operationsdagen. Inden operationen skal du raseres på maven samt have en indsprøjtning med blodfortyndende medicin og støttestrømper for at mindske risikoen for blodpropper under og efter operationen.

Du skal faste fra kl. 02 inden operationen. Du må gerne drikke vand, saft, æblejuice og the indtil kl. 6.

På operationsdagen skal du drikke et glas saftevand kl. 05:45. Det er med til at øge dit velbefindende efter operationen. Efter kl. 6 må du ikke drikke mere. Du skal i bad, rense din navle grundigt og være klar fra kl. 7 til at blive kørt på operationsgangen. Du bliver hentet i sengen af en portør og kørt til operationsgangen, hvor din behandlingsansvarlige læge møder dig sammen med resten af operationsholdet.

Efter operationen

Efter operationen kommer du på vores opvågningsafsnit, indtil du er vågen og godt smertedækket. Under operationen er der anlagt et blærekateter gennem urinrøret til urinblæren. Dette fjernes på opvågningen eller umiddelbart efter du ankommer til sengeafdelingen, medmindre lægen har besluttet noget andet.

Når du vender tilbage til sengeafdelingen efter din operation, skal du ud af sengen som noget af det første. Vi hjælper dig de første gange, men forventer at du efterfølgende selv tager initiativ og tilbringer så meget tid som muligt ude af sengen, enten oppe i stol eller på gåture. Tidlig mobilisering har stor betydning, for at mindske risikoen for komplikationer som lungebetændelse og blodpropper.

Det hjælper til bedre sårheling, til at få gang i maven og øger dit velvære. Vores fysioterapeut har ved ”Patientskolen” udleveret en PEP-fløjte og instrueret i vejrtrækningsøvelser. Dem skal du udføre flere gange om dagen og forebygger lungebetændelse. Du får ilt igennem en lille slange i næsen de første 1-2 døgn, når du ligger i sengen eller sidder oppe. Dette er med til, at fremme sårhelingen.
Det er vigtigt, at du siger til, hvis du oplever at have smerter. Vi bruger Paracetamol (Panodil) som fast smertebehandling, men du kan få stærkere smertestillende og kvalmestillende ved behov. Du skal medbringe din egen medicin ved indlæggelsen, men kun tage af den efter aftale med sygeplejerske.

 For at få maven hurtigt i gang anbefaler vi, at du tygger tyggegummi flere gange om dagen. Du kan medbringe dit eget eller få det udleveret i afdelingen.

 Forud for din operation er det vigtigt, at din ernæringstilstand er god og at du undgår at tabe dig. Derfor skal du have fokus på at spise varieret og sørge for at indtage tilstrækkeligt med kalorier og protein. Protein findes i bl.a. kød, fisk, æg og mejeriprodukter. Du kan evt. supplere med proteindrikke fra apoteket. Vores sygeplejerske i ambulatoriet eller ”Patientskolen” kan vejlede dig, med udgangspunkt i dit behov. Efter operationen anbefaler vi at du, så vidt muligt, spiser som du plejer og forsat har fokus på at indtage proteinrig kost og eventuelt supplere med proteindrik. Du kan opleve, at have nedsat appetit og det er da vigtigt, at spise mange små ernæringstætte måltider i løbet af dagen.
Du vil have 3-4 små huller og et lidt længere sår (5-8 cm) på maven efter operationen. De er lukket med metalclips, som skal fjernes 10 dage efter operationen af hjemmesygeplejerske eller egen læge. Forbinding over er som regel kun nødvendigt de første 24 timer.

Udskrivelse

Når du udskrives sørger vi for kontakt til Hjemmeplejen, hvis du har behov for det. Afhængig af hvilken type operation du har fået foretaget vil du få en tid med til møde i vores ambulatorie ca. 14 dage efter operationen. Her får du svar på mikroskopi af det stykke tarm der er fjernet samt den videre plan for efterforløb. Efter din udskrivelse ringer vil til dig og følger op på, om alt er som det skal være. Du har også mulighed for at ringe til os frem til mikroskopisvaret, hvis du har spørgsmål eller hvis der opstår feber, smerter, opkast eller andet der gør dig utryg.
Scroll til toppen