Fortællinger fra patienterne
Historie fra Henrik
Jeg var en omvandrende zombie. SUH Køge reddede mit liv
I mange år levede Henrik Lundquist i sin egen boble. Det eneste, han tænkte på, var mad
En barndom præget af svigt og et ungdomsliv på forsorgshjem førte Henrik Lundquist ud i mange års massiv overspisning. I 2011, da vægten viste 197 kilo, blev han henvist til Bariatrisk Klinik på SUH Køge. I dag ved Henrik Lundquist, at SUH Køge reddede hans liv.
Af Jutta Weinkouff
’Hvis vi vælger at operere dig, er det så farligt, at du kan dø af det,’ sagde Andrea Floyd, fedmekirurg på SUH Køge.
’Se på mig. Jeg er allerede død. Jeg er en omvandrende zombie,’ svarede Henrik Lundquist.
Samtalen fandt sted på Bariatrisk Klinik på SUH Køge i 2011. 39-årige Henrik Lundquist, som på det tidspunkt vejede 197 kilo fordelt på bare 157 cm. var blevet henvist til Køge af egen læge efter flere fejlslagne forsøg på at få styr på vægten på både offentlige og private hospitaler.
På det tidspunkt var Bariatrisk Klinik helt nystartet på SUH Køge, og Henriks BMI lå meget over, hvad klinikken havde prøvet at operere på det tidspunkt. Men selv om det var farligt at operere, stod det lysende klart, at det var lige så farligt at lade være. Kontakten til Bariatrisk Klinik på SUH Køge blev et vendepunkt for Henrik. Klinikken var måske nok nystartet, men Henrik oplevede, at han fik svar på sine spørgsmål, og han følte sig forstået, taget alvorligt og lyttet til. Og frem for alt følte han sig ikke udskammet pga. sin størrelse.
Massiv spiseforstyrrelse
I 25 år havde Henrik Lundquist spist alt, hvad han kunne få fat i og hans økonomi tillod. Han spiste på alle tider af døgnet – også om natten, når hans tiltagende fedmebetingede søvnapnø fik ham til at vågne i panik over ikke at kunne trække vejret. Så spiste han igen, nu han alligevel var vågen.
’Jeg levede i min egen lille boble, hvor jeg kun tænkte på mad og intet andet,’ husker Henrik. ’Og ingen skulle fortælle mig, hvad jeg skulle og ikke skulle. Jo større jeg blev, jo mere råbte og skreg og skældte jeg ud, når nogen ville fortælle mig, at jeg havde et problem.’
En nøgleperson i Henriks kamp mod kiloene, er hans storesøster, Naja Lundquist. Naja påtog sig allerede i en tidlig alder et stort ansvar for Henrik, men jo større han blev, jo sværere blev det at få kontakt med ham.
’Henriks søvnapnø satte ham tilbage. Han blev meget aggressiv, og i perioder virkede det, som om han simpelthen var retarderet,’ fortæller Naja.
’Ring til Køge’
Henrik skulle tabe 10 % af sin kropsvægt, før kirurgen ville se ham igen. Samtidig var det vigtigt for klinikken at få et realistisk indtryk af, om Henrik ville kunne overholde de kostrestriktioner, han skulle leve under efter operationen, så der var tæt kontakt i hele forløbet.
Storesøster Naja Lundquist tog Henrik ind i sit og familiens hjem, og det var Naja, der styrede det næste halve års diæt. Det var en kamp. Henrik følte, at han boede i et fængsel, han blev vred og aggressiv, og Naja følte sig som fængselsvagt.
Men samtidig fik Naja luft, da SUH Køge overtog Henrik og fik ham til at føle sig tryg. Pludselig følte Naja, at hun kunne være søster igen og ikke kun diætist, sygeplejerske, mor osv. Når Henrik havde spørgsmål, kunne Naja sige: ’Ring til Køge’. Og det gjorde han.
På Køge fik Henrik altid sin kontaktsygeplejerske Marlene i røret. Klinikken forsøgte at holde kontakten på én hånd for at sikre, at aftaler blev overholdt, så det ikke var muligt at løbe om hjørner med forskellige medarbejdere.
’Jeg følte mig i trygge rammer på klinikken, fortæller Henrik.’ Jeg vidste, hvem jeg fik i røret, når jeg ringede. Når man er så stor som mig, er det ydmygende nok i forvejen – det var rart at vide, at det kun var disse få mennesker, der skulle se mig og snakke med mig, og de var med mig hele vejen.’
Gastric Sleeve
I løbet af bare seks måneder tabte Henrik Lundquist – takket være støtten fra sin storesøster og teamet på SUH Køge – 20 kilo og var klar til en Gastric Sleeve-operation (link), hvor 85 % af mavesækken fjernes.
Alle var klar over, at det var en kompliceret og farlig operation, og hele Henriks familie mødte op på sygehuset for at sige farvel. Ingen troede rigtig på, at Henrik ville overleve – heller ikke Henrik selv.
Trods de mange risici lykkedes operationen.
Alvorligt wake up call
Selv om det lange forløb forud for operationen også havde haft fokus på, hvad Henrik Lundquist måtte spise efter operationen, var det lige ved at gå galt.
Henrik havde fået klar besked om, at han kun måtte få flydende kost de første 14 dage efter operationen. Alligevel havde han smuglet et æble med ind som nødration. Da kontaktsygeplejerske Marlene opdagede det, blev hun meget vred.
’Da snakkede Marlene med store ord’, husker Henrik. ’Hun skældte mig simpelthen sådan ud, at jeg forstod, at det var alvor og at der kunne gå hul dernede. Så jeg endte med at sige: ’Dit ord er min lov’. Og så forsøgte jeg at leve efter Marlenes lov.’
Efter fem dages indlæggelse kom Henrik hjem til en diæt bestående af proteindrikke, smoothies med grøntsager, youghurt naturel og Nupo-kure. Det var hårdt og voldsomt frustrerende for Henrik. Hans hjerne længtes efter at indtage store mængder mad, men maven kunne slet ikke følge med længere. Han fik ondt, og han kastede op.
En ny start
Men efter operationen, hvor kiloene raslede af, blev der pludselig plads til at tænke over, hvad fremtiden skulle bringe. Søvn-apnøen aftog i intensitet, og Henrik genvandt langsomt sine åndsevner. Han begyndte at forstå, at han var nødt til at høre efter og skrue ned for sin vrede og aggression.
’På Køge fik jeg holdt et spejl op for mig selv og den måde, jeg behandlede min familie på,’ fortæller Henrik. ’Og jeg fik en ramme for, hvad jeg skulle gøre. En overskuelig ramme, som blev forklaret, så jeg kunne forstå det. Tingene blev skåret ud i pap for mig – men på en god og respektfuld måde, der gjorde mig tryg.’
Samtidig kunne Henrik ringe til kontaktsygeplejerske Marlene og teamet på SUH Køge, når som helst han havde spørgsmål. Det havde han tit, og han følte aldrig, at de blev trætte af ham. Der var altid tid til en snak, hvis Henrik var i tvivl om noget.
’Henrik var rigtig god til at holde kursen,’ husker kontaktsygeplejerske Marlene. ’Selvfølgelig var han til tider dybt frustreret, men slet ikke som før, da han levede i sin egen boble. Han var simpelthen mere åndsfrisk.’
Mod på anden etape
I løbet af de næste år tabte Henrik Lundquist 70 kilo. Han blev opereret for et voldsomt stort brok, der havde pint ham i mange år – og han fik en hund, som han begyndte at gå lange ture med.
’Jeg fik en forsmag på livet, og det motiverede mig at møde andre folk med hunde. Jeg følte, at de så på hunden og ikke på mig, og det gav mig en ny frihed,’ fortæller Henrik Lundquist.
Samtidig havde Henrik masser af kontakt til SUH Køge, fordi han gik til forundersøgelser mhp sin næste store operation, en Gastrisk Bypass (link). Det gav ham blod på tanden, at det stadig var de samme mennesker, der var omkring ham og heppede på ham i klinikken.
I 2014 fik Henrik Lundquist sin anden store operation, og hans Gastrisk Bypass gik også helt efter planen.
Et helt nyt mindset
Henrik Lundquist har tabt over 100 kilo siden han kom i forløb på SUH Køge. Han vejer i dag 92 kilo, er flyttet i egen lejlighed, har købt bil – og hele hans livsindstilling er forandret.
Egentlig er Henrik Lundquists forløb i klinikken afsluttet, men han bliver ved at holde kontakten, bl.a. ved at komme til de foredrag, der bliver arrangeret i klinikken.
Marlene og Henrik
Bariatrisk Klinik – og især kontaktsygeplejerske Marlene (tv) – fik Henrik Lundquist til at føle sig forstået, taget alvorligt og lyttet til. På SUH Køge fik Henrik Lundquist for første gang i sit liv sat så håndfaste, men respektfulde rammer for sin spiseforstyrrelse, at han kunne – og ville – efterleve dem.
Historie fra Charlotte
Fortæl sygeplejerskerne, hvordan du har det
Da Charlotte Jensen som 58-årig fandt blod i afføringen og blev indkaldt til koloskopi, blev hun regulært rædselsslagen. Men på SUH Køge blev hun hørt, taget alvorligt og ikke grinet af, så undersøgelsen blev en positiv oplevelse i forhold til, hvad hun havde forventet.
”Da jeg stod i kø for at melde min ankomst, stod en ældre mand foran mig og skulle opgive sit mobilnummer. Han hørte ikke så godt, og da han pga. Corona skulle stå en meter fra lugen, tog det lang tid. Så jeg nåede at blive godt nervøs, før jeg endelig nåede frem. Og så sagde sekretæren: “Du må gerne sætte dig ud i venteværelset. Her er en brik, der kalder dig op, når det bliver din tur, du har fået nr. 13,” husker Charlotte Jensen.
Charlotte Jensen er under normale omstændigheder ikke overtroisk, men i lige præcis dén situation skulle hun under ingen omstændigheder have nr. 13. Med høj stemme gjorde hun sekretæren klart, at sekretæren måtte give hende et andet nummer.
”Men før sekretæren kunne nå at reagere, kom min sygeplejerske ud og spurgte: ”Er du Charlotte? Vi venter nemlig på dig, så du kan komme med med det samme.” Og hun sagde det i en tone, så jeg nærmest fik indtryk af, at de havde glædet sig til at jeg skulle komme. Så allerede dér vendte situationen sig til noget positivt. Og jeg slap for nr. 13,” ler Charlotte Jensen.
Blod i afføringen
For 20 år siden døde en af Charlotte Jensens veninder af tarmkræft. Det, Charlotte Jensen hørte om forløbet, fik hende til at tænke, at det værste hun kunne komme til at fejle, var noget med tarmene. Så da hun efter en screeningsundersøgelse fik konstateret blod i afføringen og blev indkaldt til koloskopi, blev hun bange.
”Jeg har aldrig været så bange, som da jeg skulle gennem den undersøgelse. Det var i første omgang ikke så meget udfaldet af undersøgelsen, jeg var bange for. Det værste for mig var selve undersøgelsen. At få noget stukket op i den forkerte ende, angsten for at det skulle gøre ondt og være ubehageligt og for, om de kunne komme til at rive hul på noget,” siger Charlotte Jensen.
Forståelse fra første færd
En uge inden koloskopien blev Charlotte Jensen ringet op af en sygeplejerske, der skulle sikre sig, at Charlotte Jensen blev rigtigt udrenset forud for undersøgelsen. Sygeplejersken forklarede, at der ville komme udrensningsmidler med posten, som skulle tages aftenen inden og om morgenen på selve dagen for undersøgelsen.
”Jeg var så bange, at jeg brød totalt sammen i telefonen. Sygeplejersken lyttede til mig og sagde, at det skulle jeg bare fortælle, når jeg kom ind på hospitalet, så de vidste, hvordan jeg have det,” husker Charlotte Jensen.
Lyttet til og taget alvorligt
På selve undersøgelsesdagen, da Charlotte Jensen var blevet modtaget af sin sygeplejerske, sluppet for nr. 13 og kommet ind i undersøgelsesrummet, brød hun sammen igen. Denne gang var hun ikke flov, for nu kunne sygeplejerskerne se, hvor langt ude hun følte sig.
”Mine to sygeplejersker i undersøgelsesrummet var simpelthen så søde. Slet ikke som den tandlæge, jeg husker fra folkeskolen, som var sur og hvis mave knurrede, så man blev vildt bange,” fortæller Charlotte Jensen.
Sygeplejerskerne lyttede til Charlotte Jensens bekymringer for smerter, ubehag og rifter og hendes angst for at få afføring, mens hun lå på briksen. Den angst tog de helt rolige og fortalte, at de jo var vant til det hele og at Charlotte Jensen ikke var den første patient, der havde den bekymring. Det skulle hun overhovedet ikke tænke på.
Informeret og medinddraget
”Jeg blev modtaget så godt, at da jeg lå på briksen og skulle have smertestillende og beroligende forud for undersøgelsen, følte jeg slet ikke, at jeg behøvede det,” fortæller Charlotte Jensen.
”Og da jeg fortalte sygeplejersken, at jeg modtager beroligende medicin ret godt, sagde hun, at så kunne vi nøjes med 2 mg. i stedet for 3. Det var jeg virkelig glad for.”
Mens undersøgelsen med kamera-sonden var i gang, forklarede sygeplejersken beroligende, hvilken vej kameraet skulle rundt og at det skulle helt over til blindtarmen. Charlotte Jensen lå med lukkede øjne og behøvede bestemt ikke at følge med. Men hun var også lidt nysgerrig.
”Jeg sagde til sygeplejersken, at jeg havde hørt, at man kan vende kamera-sonden inde i tarmen, så man kan se numsen indefra. Og det er rigtigt!” ler Charlotte Jensen.
En uventet positiv oplevelse
Efter undersøgelsen følte Charlotte Jensen sig slet ikke dopet. Hun kunne rejse og gå på sine ben, og da hun ikke havde spist siden kl. 15.00 dagen før, var hun glad, da sygeplejersken hentede en juice og en sandwich til hende.
”Jeg tog begge dele med og satte mig udenfor og spiste,” fortæller Charlotte Jensen.
”35 minutter efter at jeg var kommet ind, var jeg ude igen. Det hele var overstået, jeg havde overlevet, det havde ikke gjort ondt og der var ikke sket noget, så jeg havde fået appetit igen. Og hvor var den var god, den sandwich!”
For Charlotte Jensen var det sygeplejerskernes evne og vilje til at lytte og deres beroligende måde at tale på, der vendte oplevelsen til noget positivt.
”Hvis nogen i dag spørger mig, hvordan det er at gennemgå en koloskopi, vil jeg sige: Det er overhovedet ikke noget, du skal være bange for – bare du fortæller, hvordan du har det. For selv professionelle kan ikke vide, hvor slemt en patient har det, hvis ikke man selv siger noget. Og hvis man siger, hvordan man har det, får man den hjælp, man har brug for,” siger Charlotte Jensen.
