Betændelse i udposninger på tyktarmen (divertikulitis)

Henvisning

Vi modtager oftest henvisning fra egen læge eller andet sygehusafsnit, hvor de fleste patienter med divertikulitis har været indlagt eller behandlet med antibiotika, smertestillende og/eller afføringsmiddel over en eller flere gange.  Ved gentagne tilfælde af divertikulitis kan der opstå forsnævring (stenose) i det betændte område af tarmen. Symptomerne kan være smerter, forstoppelse, diarré, blod i afføringen, afføring i urinen eller tilbagevendende blærebetændelser, som kan være tegn på, at der er dannet en forbindelse imellem tarm og urinblære (colo-vesikal fistel).

Såfremt symptomerne har en grad der påvirker din dagligdag, vil vi sammen med dig gennemgå forskellige behandlingsmuligheder, herunder operation.


Ambulatoriet

Det kan være nødvendigt at supplere med yderligere undersøgelser som f.eks. CT-skanning, MR-skanning eller kikkertundersøgelse af tarm eller blære, inden du møder til samtale i ambulatoriet.

Ved første fremmøde i ambulatoriet vil du møde en af de kirurger, som varetager behandlingen af divertikulitis og som vi tilstræber vil følge dig gennem dit patientforløb hos os. Vi vil høre om dine symptomer, undersøge dig og gennemgå det tilbud om kirurgisk behandling/operation som er relevant for dig. Du har her, sammen med evt. pårørende, mulighed for at stille spørgsmål og drøfte din behandlingsplan med lægen. Inden du forlader ambulatoriet, er der fastlagt en plan for dit behandlingsforløb.


Valg af behandlingsplan

Den operation de fleste patienter med divertikulitis gennemgår, består i fjernelse af et stykke af tyktarmen. Ofte vil der kunne laves en samling af tarmenderne ved operationen (anastomose), men i nogle tilfælde er det nødvendigt at anlægge en stomi, for at sikre det bedste resultat på sigt (LINK: Stomi anlæggelse og tilbagelægning). Stomien kan være midlertidig eller permanent afhængigt af forholdene og aftalen med dig.


Patientskole og stomisygeplejerske

Du blive tilbudt deltagelse i patientskole og samtale med stomisygeplejerske som forberedelse til din indlæggelse og operation. 


Indlægggelse og operation

Læs mere om ERAS (LINK-Operationsforberedelse og indlæggelsesforløb (ERAS))

I forbindelse med din operation vil du få blodfortyndende medicin. Du skal faste til operationen som er i fuld bedøvelse.

Operationen vil som regel være en kikkertoperation (laparoskopi), hvor vi opererer gennem nogle små huller i maveskindet, men kan også indebære et større sår på maven.

Efter operationen vil vi fokusere på at afhjælpe smerter, hjælpe dig med at komme på benene igen og begynde at spise normalt. Det er vigtigt at komme ud af sengen, få energi og få kroppen i gang igen. Det vil vi motivere og hjælpe dig til.

I tilfælde af fistel mellem tarmen og blæren kan det efter operationen være nødvendigt med en kortere periode med blærekateter og opfølgende scanning af urinvejene.


Udskrivelse

Når du er ved at være på benene igen, spiser og drikker, har gang i tarmen (luft eller afføring) og smerterne er aftagende, vil vi begynde at planlægge din udskrivelse. Du kan forvente at blive udskrevet på 2. eller 3.dagen efter operationen, hvis alt går som forventet. De fleste har det allerede bedre efter få dage, men hvis man har fået stomi, kan det tage et par dage ekstra at lære stomien at kende.

Du vil ved udskrivelse få en plan for videre opfølgning eller kontrol og du vil altid kunne kontakte afdelingen efter udskrivelsen, hvis du har spørgsmål, får smerter eller kvalme.


Opfølgning (kontrol)

De fleste patienter anses for raske efter denne operation og afsluttes derfor ved udskrivelsen. En sygeplejerske vil dog kontakte dig telefonisk 2-3 dage efter udskrivelsen og høre om alt går vel.

Scroll til toppen