Brok

Det kan være generende at have brok. Symptomerne kan være smerter, ubehag, tyngdefornemmelse og kosmetiske klager. I langt de fleste tilfælde er det ufarligt at leve med et brok, men hvis brokket generer, kan man foretage en operation, som får brokket til at forsvinde.

En brokoperation kan foretages som en åben operation eller en kikkertoperation, og foregår oftest i fuld bedøvelse. Typen af operation afhænger af brokkets placering og størrelse. I langt de fleste tilfælde vil man forstærke bugvæggen med et net dér hvor brokket sidder.

Langt de fleste operationer for brok (særligt lyskebrok og navlebrok) foregår som sammedags-kirurgi, hvilket vil sige, at man kommer hjem samme dag som operationen udføres. Efter operationen anbefales brug af almindeligt smertestillende medicin som fås i håndkøb. Ved større brok operationer (arbrok og stomibrok) bliver man oftest indlagt 2-6 dage, da der er behov for ekstra smertestillende medicicin, observation og antibiotika behandling.

Hvis du har et brok, som generer dig på den ene eller anden måde, anbefales du at søge råd hos din egen læge, som kan henvise dig til ambulant vurdering på kirurgisk afdeling. Inden en operation for brok, anbefaler vi rygestop samt vægttab til BMI < 35.

Kirurgisk afdeling på Sjællands Universitetshospital har stor erfaring med behandling af alle typer brok. Desuden er vi reference center for mere komplicerede brok og bugvægsrekonstruktioner såsom store arbrok og stomibrok. Vores plejepersonale har stor erfaring inden for behandlingen før under og efter operationerne. Vores kirurger har mange års erfaring indenfor kirurgiske behandling og forskning indenfor området og bidrager nationalt og internationalt i udviklingen af retningslinjer for den mest optimale behandling af patienter med brok. Alle vores operationer registreres i en national database så vi løbende kan følge vores resultater og vi er aktive på sociale medier og deltager hvert år i internationale konferencer mhp at blive opdateret på nyeste viden og formidle seneste videnskab.

Nyttige link til patientfolder og Dansk herniedatabases hjemmeside:
Se evt. http://harjegbrok.dk/
Sundhed.dk

Scroll til toppen