Bugvægsbrok

Hvad er bugvægsbrok?

Bugvægsbrok er en defekt i bugvæggen hvorigennem tarm, fedt eller organer fra bughulen omgivet af en broksæk kan presse sig igennem og lave en bule.

Man opdeler bugvægsbrok i

  • medfødte brok, som hyppigst er små brok i relation til navlen
  • erhvervede brok (arbrok), som er brok i arvæv efter tidligere operationer
  • stomibrok, som er brok i relation til stomier


Hvad er symptomerne på bugvægsbrok

Symptomerne spænder fra få eller ingen smerter til svære smerter, funktionsindskrænkning og akutte situationer hvor indholdet i broksækken bliver afklemt. For stomibrok gælder desuden at der kan være store bandageringsproblemer med risiko for lækage af stomien.


Hvordan diagnosticeres bugvægsbrok?

Brok i relation til bugvæggen kan være alt fra få mm store buler til meget store brok med diameter på over 20 cm.
Når man kommer hos os starter vi med en samtale omkring symptomer og en grundig undersøgelse. Er man kandidat til operation og har et stort brok, eller hvis der er usikkerhed omkring hvad vi finder ved den almindelig undersøgelse, supplerer vi med en CT-scanning med henblik på at kunne lægge en strategi for, hvilken operation der vil være bedst.


Hvordan behandles bugvægsbrok?

Vi tilbyder operation for bugvægsbrok til voksne patienter og som det eneste sted i regionen behandler vi også meget store brok og brok i relation til stomier.

Da patienter med bugvægsbrok er meget forskellige, er behandlingen skræddersyet til den enkelte patient. Ved langt de fleste operationer forstærkes brok området med et net af kunststof.
Operationerne udføres enten som almindelig åben operation, som kikkert operation eller som robot assisteret operation.

Forud for en operation for store brok og brok ved stomier gennemgår patienter med betydende følgesygdomme et individuelt optimeringsprogram, som f.eks optimering af sukkersyge, vægttab og absolut rygestop. Alt sammen for at reducere risikoen for komplikationer.

Da risikoen forbundet ved bugvægsoperation og behandlingen er meget er individuel vil du blive informeret om hvilken operation du kan forvente og hvilke risici der er ved din operation.


Standardforløb ved bugvægs –eller stomibrok

Som patient med operationskrævende bugvæksbrok eller brok ved stomi, vil du blive gjort klar til operation i vores ambulatorium ved en forundersøgelse hos en speciallæge. Her vil du tale med lægen, sygeplejersken og narkoselægen og blive grundigt informeret om hele dit forløb.
Du skal møde på afsnittet på operationsdagen, hvor du vil blive gjort klar af vores personale.
Operationen kan være forbundet med restriktioner ift f.eks. belastning og eller kostindtag. Du vil blive grundigt informeret af afsnittets personale, inden du bliver udskrevet.
Efter operationen skal du muligvis bruge et brokbælte. Sygeplejersken eller social og sundhedsassistenten vil tage mål og hjælpe dig med at få det på. Du kan som oftest blive udskrevet efter du har haft mave-tarmfunktion. Du vil blive udskrevet med en ”åben telefonkontakt” til afsnittet i 14 dage samt en ambulant tid ca 1 mdr. efter operationen. Tråde eller agraffer skal fjernes hos din egen læge.

LINK til patientinformation: bugvægsbrok samt stomibrok

Alle vores operationer registreres i Dansk herniedatabase www.herniedatabasen.dk , så vi kan følge kvaliteten af vores arbejde.

Scroll til toppen